kat-aktivisme

Af Janus Beyer

Angela Merkel er stadig tavs 13 timer efter det formodede terrorangreb i Berlin. Det går simpelthen ikke. Mod chok dur hverken pressemeddelelser eller dybfølte twitter-opdatteringer.  Det eneste der kan dulme sorgen og samle nationen er en oprigtig og overbevisende tale, hvor hun trækker på sit humanistiske ethos – og minder tyskerne om hvad de er lavet af. Obama havde været på skærmen for længst – også selvom det endnu ikke er klart, om der er tale om terror eller ej. Situation kalder på et stærkt retorisk respons, der rammer tyskerne i hjertet og løfter dem videre i en eller anden form for sammenhold og mening med galskaben. Det er hendes svære, men vigtige psykologiske opgave. Hun viste i 2015, at hun er en fremragende taler. Da det halve Tyskland og det meste af Europa kritiserede Tysklands flygtningepolitik holdt hun 1 ½ times dundertaler, hvor hun bl.a. tog afsæt i sin egen og mange landsmænds historie som indespærret i DDR og mange flygtede med livet som indsats. Og hendes retoriske beskrivelse af flygtninger stod i skærrende kontrast til retorikken herhjemme: 

“Der kommer ikke masser til os, men enkelte mennesker. De kommer hver især med den værdi og den værdighed, Gud har givet dem.”

Og igennem tale sagde hun flere gange: “Vi klarer den! For det er Tysklands skæbne at udrette store ting.”

Hun kan lave den store fortælling med tyskerne i hovedrollen. Hun kan bevæge os, hun kan trøste og motiverer. Vi har brug for det.