En gang om året mødes kunstnere, kritikere og alle med interesse i såvel moderne som eksperimenterende og ældre kunst i Venedig, der åbner for sluserne, paladserne og haverne og inviterer indenfor til en overflod af udtryk og indtryk. I år er såvel nationalitet som grænser og lyd under luppen.

Venedig har altid haft en magnetisk tiltrækningskraft på kunstnere, fra forfattere som Thomas Mann til malere som William Turner, og for lidt over 100 år siden formaliserede byen forholdet til kunsten og stiftede den legendariske kunstbiennale. Sidenhen har også arkitektu-ren, filmen, teatret og sågar dansen fået hver deres Venedig Biennale, men det er stadig inden for billed-kunst og arkitektur, at biennalen er det ubestridte højdepunkt i den internationale begivenhedskalen-der. To store områder på den yderste spids af byen er dedikeret til formålet: Arsenale, byens tidligere våbenarsenal – en stor hangarlignende bygning med tilhørende krudt- og kanonbådshuse – og I Giardini, byens haveanlæg. I takt med at festivalen er vokset til 90 deltagende lande i år, er mange af Venedigs gamle private paladser og museer også blevet indtaget af nye kunstnationer og institutioner. Så fra maj til november er byen et veritabelt mekka for kunstelskere og folk på udkig efter de nye stjerner og gode investeringer, store kunstoplevel-ser, inspiration eller bare et indtryk af de vigtigste temaer og tendenser i tiden.

DEN DANSKE VERDENSBORGER DANH VO

Danmark har deltaget fra begyndelsen af Biennalen og byggede allerede i 1932 sin egen permanente udstillings-pavillon i I Giardini, der i år er indtaget af billedkunstneren Danh Vo. Kunstneren er opvokset i Danmark som barn i en vietnamesisk bådflygtningefamilie, men er i dag bosat i Mexico. Under overskriften ‘Mother Tongue’ har Danh Vo skrabet den danske pavillon ned til sit oprindelige arkitektoniske udtryk og installeret sine stramme skulpturer, der er sammenstykket af bl.a. mexicansk drivtømmer, danske Finn Juul-møbler i asiatisk palisander, kinesisk porcelænsvraggods og italienske madonnafigurer. En meget personlig udstilling af en kunstner, som, før han for alvor blev kendt herhjemme, skabte sig et internationalt navn. Således er han under dette års kunstbiennale også blevet bedt om at kuratere en storladen udstilling på det prestigefyldte museum Punta della Dogana, Venedigs gamle toldbod, der ligger som en spydspids ved indsejlingen til byen. Museet ejes af den franske erhvervsmand François Pinault, der ud over brands som Yves Saint Laurent og Gucci er indehaver af én af ver-dens største kunstsamlinger. Derfor satte han i 2008 den japanske stjernearkitekt Tadao Ando til at bygge 1600- talsbygningen om til et moderne kunstmuseum, der kunne rumme dele af hans samling. Udstillingen, Danh Vo står bag, er en kombination af nyt og gammelt: Hans egne værker og værker af hans egne kunstneriske kol-leger som den dansk/norske duo Elmgreen & Dragset er kombineret med værker af kunstnere fra samtidskun-stens superliga som Rodin og Picasso fra samlingen. Ud-stillingen understreger, at for verdenskunstneren Danh Vo er samhørighed mere et spørgsmål om sanseligt slægtskab end national identitet.

LINJER DER SKILLER OG FORBINDER OS

Det nationale i opløsning er et tema på dette års Biennale. Hverken Indien eller Pakistan har deres egen pavillon i år, men er for et øjeblik forenet i en udstilling i et af Venedigs utallige private historiske paladser. Indiske Shilpa Guptas værker kredser om de konkrete grænser, der er tegnet som abstrakte linjer på et luftkort, men som har store daglige konsekvenser for menneskene på jorden. Absurditeten bliver næsten fysisk, når man træder ind i lokalet, hvor en performer under hele udstillingsperioden tegner en ubrudt linje møjsommeligt på et fire kilometer langt klæde, vævet af lokale kvinder fra grænselandet mellem Indien og Sri Lanka. Klædet er præcis så langt som verdens længste grænsehegn mel-lem netop de to lande. Gupta udstiller side om side med pakistanske Rashid Ranas begavede installationer, hvor man fascineret ser sig selv filmet og projiceret op på store skærme og installationer: De fornemme sale ko-pierer sig selv, indtil man pludselig, forført af de mange stuer en suite, opdager, at man ikke længere står over for et spejlbillede, men foran levende og lige så forundrede udstillingsbesøgende på et museum i Pakistan. Hvis grænserne og linjerne er det, der skiller os ad hos Shilpa Gupta, er det til gengæld dem, der knytter os sammen hos den kvindelige kunstner Chiharu Shiota, der udstiller i den japanske pavillon. I sin overvældende smukke installation har hun med en rød uldsnor skabt en enorm hvælving i loftet, hvorfra et væld af brugte nøgler skal minde os om, at vi er forbundne. Rygtet for-lyder i øvrigt, at Chiharu Shiota inden længe skal udstille på et større dansk museum.

RUM OG KUNST FLYDER SAMMEN

Hvis nationalitet og oprindelse er trængt i baggrunden hos kunstnerne, er det til gengæld tydeligt, at de gerne vil forholde sig til det konkrete rum, de indgår i. Hvert år har en international kurator ansvaret for at sætte det overordnede tema for Biennallen og sammensætte hovedudstillingen i den store hal på Arsenale og rundt omkring på udearealet i I Giardini. Årets ‘All the Worlds Futures’ er bestemt af den nigerianske kurator, kunstkritiker og inspektør på museet Haus der Kunst i München, Okwui Enwezor, der bl.a. har inviteret amerikanske Sarah Sze, som havde stor succes i den amerikanske pavillon på sidste Biennale, til at udstille uden for i haverne i år. Med diskretionens charme har hun skabt et slags imaginært arkæologisk site: En have, hvor fortid og nutid smelter sammen med murbrokker, ukrudt og efterladte redskaber fra kunstneren selv. Ved at plante undseelige vækster, flette bånd og skrøbelige trådskulpturer ind i det grønne og kile små sedler helt ind i det klondikeæstetiske murværks løse fuger skaber hun følelsen af at være fremtidige tingfindere på jagt efter tegn fra vores tid. Museet Foundation Fortuny ligger i et gotisk palads på

Campo San Beneto, der tidligere var atelier for Marino Fortuny, en af 1900-tallets vigtigste skikkelser inden for fotografi, belysning, scenografi, tapet og tekstildesign. Her har den foretagsomme belgiske antikhandler og indretningsarkitekt Axel Vervoordt skabt en udstilling om proportioner. Her går kunsten og arkitekturen, de autentiske elementer fra Fortunys atelier og internationale hovedværker nærmest i et, så man tvivler på, hvad der er hvad. I et forsøg på at ruske op i vores tabte forståelse for geometrien og proportionernes altafgørende betydning for mennesker, kunst og arkitektur jonglerer Axel Vervoordt med alt fra renæssancemaleri af Botticelli til et nyt lydværk af den anerkendte performancekunstner Marina Abramovic, som flere vil kende fra dokumentarfilmen ‘The Artist is Present’ fra 2012.

LYT TIL KUNSTEN

Lyd er i det hele taget ved at få fodfæste på kunst-scenen at dømme efter Biennalen. – Lyd overskrider per definition grænser, selv de usynlige, siger Camille Norment, amerikanskfødt, men norskbaseret, kunstner, der i år har fået æren af at indtage den nordiske pavillon. Hendes dramatiske totalinstallation giver umiddelbart indtryk af, at de store glaspartier, der bærer Sverre Fehns berømmede pavillon, er blæst ud indefra og ligger som store glasskår. Træder man indenfor i pavillonen, rammes man af en klagende lyd, som viser sig at være optagelser af en så-kaldt vandharmonika, et instrument, der flere gange op gennem historien er blevet forbudt, fordi man mente, at det virkede opstemmende på kvinder. Langsomt op-fatter man, mellem de klagende toner, også lyden af tilfredse suk og forstår, at det splintrede glas ikke er et undergangsbillede, men tværtimod et billede på de kræfter, der ligger latent i kunsten og i kvinders lyst, når den sættes fri.

I samme spor har den nigerianske soundscape-kunstner Emeka Ogboh indrettet et gammelt fyrtårn med ti højtalere, hvorfra ti stemmer synger den tyske nationalsang, men på hver deres afrikanske sprog. Sammen danner de et kor, der synger en fremtidsversion af et Europa, hvor formen er i behold, men indholdet er nyt og på en gang mangfoldigt og harmonisk. Med lyd skal landegrænser sprænges, hvis man skal tro kunsten. Som den franske kunstsamler François Pinault siger:

– Kunstnere er i stand til at forstå verden med mere åndelig skarpsindighed og forfinet sensibilitet end almindeligt dødelige som mig.

OM VENEDIG BIENNALEN

I alt 90 nationer deltager på den 56. Biennale. Udstillin-gerne er primært samlet i parken I Giardini og området Arsenale. Derudover har en række lande og internationale udstillingssteder installeret sig midlertidigt rundt omkring i Venedigs mange paladser. Biennalen uddeler guldløver i forskellige kategorier. Vinderen af den individuelle pris blev i år tildelt den kvindelige afroameri-kanske kunstner Adrian Piper, mens prisen for bedste nationale pavillonudstilling gik til Armenien, der havde givet ordet til efterkommere af ofre for det armenske folkemord. Alle udstillinger er gratis, når man har betalt entré til Biennalen. Det koster 223 kr. for to dage. Biennalen er åben frem til 22. november 2015 fra kl. 10-18. Lukket mandag. Se www.labiennale.org

Tekst Barbara Læssøe Stephensen

Udgivet i magasinet RUM