Den er ikke videnskabelig, skriver Politiken i en vaccinerende gendrivelse om sin kåring af ”Årets Meningsdanner” 2015. Men det uvidenskabelige er såmænd slet ikke det værste ved den gimmick. Det værste er at man med dette udvalg af meningsdannere tegner et tydeligt billede af af det povre, indsnævrede og kyniske blik på hvad opinion, hvad mening i samfundet overhovedet er og hvordan den dannes. I stedet for at blive en hyldest til dem der er gode til at flytte og udvikle vores holdninger og samfund, så bliver det til en indskrænket o direkte skadelige demonstration af den chauvinisme som en gammel kulturavis som Politiken praktiskere. Og her taler vi ikke om kønschauvinisme, men og journalistiske chauvinisme.

Politiken- oppinionsredaktionen – har selv udvalgt 100 kandidater, som skulle ranglistes, men hvem de hundrede kandidater er får vi ikke at vide. Tilgengæld kan vi se hvem, der er blevet overdraget hvervet og magten til at rangliste kandidaterne. Og de er alle sammen – ligesom opisionsredaktionen fra det politiske liv. Journalister, politiske rådgivere, kommunikationsfolk. Dermed har vi allerede en klar snæver definition på hvad meningsdannelse egentlig er: det er en der optræder i aviserne. Eller rettere nyhedssiderne og til nød vel debatsiderne. Med andre ord på den journalistsike arena: Kigger man på top tyve er det da også netop her vi kender alle kandidaterne fra. Jeg abbonerer på avier og to digitale magasiner og et politisk nyhedsbrev – og jeg kender alle navne og ansigterne herfra. Og således har man også meget behændigt for bladhuset fået fået pilen til at peje tilbage på sig selv som det vigtigeste meningsbærende organ. Men passer det ?

Har Gintberg ikke haft indflydelse på vores debat om udkants Danmark med sine udsendelser igennem flere sæsoner af Gintberg på Kanten? Eller tilrettelæggerne af På Røven i Nakskov ? Eller Gift ved Første blik ? Har Mads og Monopolet ikke haft indflydelse på de millioner af danskere der har lyttet med i over 10 år, for at danne sig en mening om hvad der er rigtig tog forkert i hverdagens små konflikter ? Alligevel er hverken Hella Joof eller Mads Christensen med på blandt menningsdannerne – sikkert ikke engang blandt kandidaterne. Grotesk, for selvfølgelig er Tv meningernes holdeplads – også når det ikke er tilrettelagt som et journalistisk nyheds eller debatprogram. Så længe det varer.: For piger mellem 13 og 25 er Kirstine Sloths mening rimelig meget mere afgørende end hvad Naser Khader sagde i clement

Vi taler om en dame med 125.600 abbonenmenter og 21,6 millioner– hvor mange mon læser kronikken i Politiken hver dag ? Hvorfor er hun så ikke blandt meningsdannerne ?

For det tyder på at det ikke kun er mediet, men også selv emnet man mener noget om som er altafgørende for om man bliver set som meningsdanner. Man skal nemlig helst mene noget om : politik. Og i særdeleshed Christiansborg politik. Og er det iek dybt diskriminerende i bedste fald bare indskrænket at man ikke kan se at vores samfudn også formes af de meninger og holdninger vi har til eksistensen i det hele taget – ikke kun til politik. Det er muligt at Kristine Sloth ”kun” mener noget om hvordan man skal behandle sin egen krop, hvordan man skal lægge en hverdags make-up og hvorvidt man skal moppe – men det er vel også validt nok. Vigtige emner når man skal finde sit ståsted i 8 klasse!

Men hvad hvis man har en mening om børneopdragelse, mad, køn, natur eller arkitektur -er det så ikke noget man kan danne meninger om og præge andres meninger med ? Har Camilla Plum, nikolaj Kirk og Bonderøven ikke meninger om mad og kost og naturen og hvordan vi omgås den, som de forsøger at præge os andre med ? Og lykkes det ikke ret godt for dem ? Jeg vil vove den påstand at Camilla Plum har gjort mere for omstillingen til økologi og Chris Macdonald har haft større indflydelse på danskernes sundhedstilstand end ellers nok så gode ministre på Christiansborg. Men de tæller åbenbart ikke som meningsdannere, selvom de i høj grad har meninger og lufter dem i det offentlige rum.: både i Politikens spalter og i noget så gammeldags som kogebøger og foredrag. Men emnet – hvordan vi lever vores liv er åbenbart ikke noget der er vigtigt nok til at man kan kaldes meningsdanner.

Vi behøver faktisk ikke gå længere væk end til kultursektionen for at vi tilsyneladende er udenfor meningsdannerfeltet . Ikke en eneste af de udvalgte meningsdannere udtaler sig om kultur. Er kultur da ikke et andet ord for samfund? For alt det der opstår, sker, består, cirkulerer eller forsvinder – også uafhængigt af økonomien ? Eller Christiansborg beslutninger ? Er det ikke vigtigt at hvem der former vores holdninger og sy på kultur ? Hvorfor har avisen overhovedet anmeldere, hvis det ikke er fordi man forestiller sig at de vil hjælpe læserne med at danne sig en mening ? Ikke kun om et enkelt teaterstykke, men også om hvad der i det store hele er sjov og hvad der er ”ej blot til lyst” ?

For slet ikke at tale om dem der så producerer den kunst der bliver anmeldt. Har de heller ikke noget med meningsdannelsen at gøre? Bevares det er måske de færreste efterhånden der ligger livet om efter en tur i teateret. Men det er almindeligt kendt at både Charles Dickens gjorde mere for de sociale reformer i England end datidens politikere, fordi han rent faktisk ændrede over- og middelklasens syn på underklassen: oliver twist var pludselig svær at affærdige som en der sad i selvforskyldt armod. Så med forfatteren: har Yasser Hassan ikke ændret noget i synet på minoriteter og ghettoen ? Har Jørgen Leth ikke givet os noget at tænke over ? Har Christian Jungersen ikke givet os en debat om voksenmobning?

Journalister har ikke patent på meningsdannelse og hvis de ikke selv opdager det, er deres egen dage som forum hvor holdninger skal brydes og dannes også truede.