Af Janus Beyer

Det skete foran rullende kameraer og hele det svenske kulturparnas. Patti Smith, en af rock-historiens grand old ladies, var stand-in for Bob Dylan ved nobelprisoverrækkelsen i Stockholm. Mens hun sang ”A Hard Rains A-Gonna Fall” gik hun pludselig i stå. ”I’m sorry. I apologise. I’m so nervous….” sagde den lille dame med langt gråt hippie-hår og lagde hænderne foran sit ansigt.  Hendes lille skikkelse nærmest forsvandt i den pompøse kulisse det store symfoniorkester og blå-gule drapeau’er. Man kunne have hørt en slipsenål falde til gulvet – bortset fra den stille guitar, der stadig slog rytmen. Tavs var Pattis rå og hjerteskærende stemme. Tavs længe nok til, at alle kunne mærke at noget var helt galt.

Skulle hun skamme sig? – Nej tværtimod! Hele kulissen var så poleret og Patti Smith stod der som et fremmedlegeme – hevet direkte fra Woodstok til kongepaladset, og midt i sin hudløse fortolkning af Dylans tekst – der sjovt nok handler om at afslører løgnen og forlorenheden – går hun med ét i stå – og hvis det ikke havde været nærværende ind til da, så blev det det i hvert fald dér. Pludselig blev der prikket hul i sæbeboblen og ud kom et rigtigt menneske – og det var vel det sidste vi havde regnet med at se til nobelprisoverrækkelsen?  Kontrasten mellem Patti Smith, den demaskerede hippie, ufrivilligt fanget i rampelyset og Carl Gustav den 16. af Sverige, der bare sad stiv med alle sine ordner skuldrene, kunne ikke have været større. Videoen er nu delt tusindevis af gange på sociale medier. Vi fik et glimt af et rigtigt menneske, som da Kronprinsen fældende en tåre, da Mary gik op ad kirkegulvet. Ingen aner hvem der fik nobelprisen i medicin, men alle ved at Patti Smith gik i stå midt i en sang. Hendes lille fejl og den ydmyge undskyldning, gjorde hendes optræden meget mere seværdig end alle de takketaler, hvor det ene jakkesæt efter det andet leverer ligegyldige klichér på samlebånd. ”Vi beundrer det perfekte – men vi elsker det ikke” siger teaterdirektør Kitte Wagner. ”Publikum vil have en luns af mit kød hver eneste aften” siger den store danske teaterdiva Ghita Nørby. ”Det letteste er at gemme sig” siger Nicolai Lie Kaas – med henvisning til alle dem, der går frem foran et publikum med den professionelle maske og gør alt det forventelige: anonyme data og tomme floskler –  og dermed bidrager til puljen af ligegyldigheder, vi konstant bliver udsat for: Folk som ikke give sig selv fuld ud. Det gjorde Patti Smith, det kostede og selv var hun sandsynligvis ret så  pinligt berørt bagefter, men hun gav os allesammen noget der er alt for sjældent opstår: total og åndeløs fokus på performeren og masser af vibration på publikumsrækkerne. Det kan vi lide.

Se med her: