Mandagstræneren er en sikker taber

Om metaforisk udskamning i en coronatid. Af Janus Beyer

Verden vil have live!

I en tid, hvor den medierede virkelighed er overalt, er live-eventet blevet et eftertragtet rum, hvor nærvær, autenticitet og...

Byens vildeste træning i Gennemslagskraft sker på Det Kongelige Teater

Business mangler sjæl og kulturbranchen mangler penge. Men at mixe de to brancher giver eksplosive resultater for begge parter!...

Vi er tilbage på Folkemødet 2021!

Skal I holde oplæg eller deltage i en debat på Folkemødet?  Om det er for første eller for tiende...

Hvor langt er der fra "fantastic" til "fanatic"

Ekstremt sprogbrug af Barbara Læssøe Stephensen
Debat og Dialog, Det Levende Ord
Mandagstræneren er en sikker taber
Dannelse, Det Levende Ord, Ledelse
Verden vil have live!
Det Levende Ord, Kulturformidling, Ledelse
Byens vildeste træning i Gennemslagskraft sker på Det Kongelige Teater
Det Levende Ord
Vi er tilbage på Folkemødet 2021!
Det Levende Ord
Hvor langt er der fra "fantastic" til "fanatic"
Det Levende Ord, Moment

Patti, det gjorde ikke noget – tværtimodFeatured

Af Janus Beyer

Det skete foran rullende kameraer og hele det svenske kulturparnas. Patti Smith, en af rock-historiens grand old ladies, var stand-in for Bob Dylan ved nobelprisoverrækkelsen i Stockholm. Mens hun sang ”A Hard Rains A-Gonna Fall” gik hun pludselig i stå. ”I’m sorry. I apologise. I’m so nervous….” sagde den lille dame med langt gråt hippie-hår og lagde hænderne foran sit ansigt.  Hendes lille skikkelse nærmest forsvandt i den pompøse kulisse det store symfoniorkester og blå-gule drapeau’er. Man kunne have hørt en slipsenål falde til gulvet – bortset fra den stille guitar, der stadig slog rytmen. Tavs var Pattis rå og hjerteskærende stemme. Tavs længe nok til, at alle kunne mærke at noget var helt galt.

Læs mere
Kulturformidling

Venedig Biennalen – Den ultimative kunstkanal

En gang om året mødes kunstnere, kritikere og alle med interesse i såvel moderne som eksperimenterende og ældre kunst i Venedig, der åbner for sluserne, paladserne og haverne og inviterer indenfor til en overflod af udtryk og indtryk. I år er såvel nationalitet som grænser og lyd under luppen.

Venedig har altid haft en magnetisk tiltrækningskraft på kunstnere, fra forfattere som Thomas Mann til malere som William Turner, og for lidt over 100 år siden formaliserede byen forholdet til kunsten og stiftede den legendariske kunstbiennale. Sidenhen har også arkitektu-ren, filmen, teatret og sågar dansen fået hver deres Venedig Biennale, men det er stadig inden for billed-kunst og arkitektur, at biennalen er det ubestridte højdepunkt i den internationale begivenhedskalen-der. To store områder på den yderste spids af byen er dedikeret til formålet: Arsenale, byens tidligere våbenarsenal – en stor hangarlignende bygning med tilhørende krudt- og kanonbådshuse – og I Giardini, byens haveanlæg. I takt med at festivalen er vokset til 90 deltagende lande i år, er mange af Venedigs gamle private paladser og museer også blevet indtaget af nye kunstnationer og institutioner. Så fra maj til november er byen et veritabelt mekka for kunstelskere og folk på udkig efter de nye stjerner og gode investeringer, store kunstoplevel-ser, inspiration eller bare et indtryk af de vigtigste temaer og tendenser i tiden.

Læs mere
Debat og Dialog

Politikens meningsløse meningsdannerudnævnelse

Den er ikke videnskabelig, skriver Politiken i en vaccinerende gendrivelse om sin kåring af ”Årets Meningsdanner” 2015. Men det uvidenskabelige er såmænd slet ikke det værste ved den gimmick. Det værste er at man med dette udvalg af meningsdannere tegner et tydeligt billede af af det povre, indsnævrede og kyniske blik på hvad opinion, hvad mening i samfundet overhovedet er og hvordan den dannes. I stedet for at blive en hyldest til dem der er gode til at flytte og udvikle vores holdninger og samfund, så bliver det til en indskrænket o direkte skadelige demonstration af den chauvinisme som en gammel kulturavis som Politiken praktiskere. Og her taler vi ikke om kønschauvinisme, men og journalistiske chauvinisme.

Læs mere
Det Levende Ord

Du kan føle i biografen – ikke i retten!

”Følelser hører ikke hjemme i en dansk straffesag!” Sådan lyder det ofte fra både dommere og forsvarere. En af dem er Højesteretsdommer Jon Stokholm, som engang sagde: ”Man føler ikke i retten – det kan man gøre i biografen.” Forsvarsadvokat Hanne Rahbæk kritiserede sidste år en anklagers barske ordvalg ved at sige til pressen at en straffesag ikke er en moralsk domstol, men en juridisk domstol. Både Stokholm og Rahbæk repræsenterer det klassiske synspunkt, at følelser er modsætningen til fornuft og at dommerne skal være kølige og saglige og alene tager stilling til sagens iskolde beviser. Følelserne kan måske give tilføre lidt kolorit og peppe en kedelig sag op, men i værste fald er følelesappellen farlig, manipulerende og et brud på anklagerens objektivitetsforpligtelse og således en fare for retssikkerheden.

Læs mere

Populære indlæg

Vi er tilbage på Folkemødet 2021!

Skal I holde oplæg eller deltage i en debat på Folkemødet?  Om det er for første eller for tiende gang – så har vi en plan, I måske kunne...

Er Obamas farvel et farvel til den politiske tale?

Var det i virkeligheden en slags ”sidste mohikaner” vi så tage afsked, da Obama trådte ned fra podiet efter at have sagt sit sidste ”Yes we can!”? Et par timer...