Efter Simon Kollerups kritik af Ikeas åbning, bruger regeringen nu en ny og mere metaforisk  form for udskamning 

Af Janus Beyer, cand.mag. i retorik

Begrebet ’mandagstræner’ stammer fra Danmarks mest vindende, men også mest udskældte landstræner, manden med det farverige vokabularium, Richard Møller Nielsen. Han ville lukke munden på irriterende og bedrevidende sportskommentatorer og fodboldfans, der efter en trist 0-0 kamp på Malta, klogede sig på hvad han som træner burde have gjort og hvordan spillerne burde have spillet. “Mandagstrænere” kaldte han dem, et øgenavn skulle der skulle vise sig at få en lang levetid.

Nu er ’mandagstræneren’ blevet en fast del af det danske sprog –  ikke mindst i denne coronatid. Og ham, mandagstræneren, er bestemt ikke en del af det gode selskab og ham har man ikke lyst til at blive associeret med. Mandagstræneren ved nemlig overhovedet ikke hvad han taler om, han er totalt uden ansvar, han overvurderer sig selv, han er bare en taber, der rabler i skurvognen med munden fuld af spegepølse.  

Læg mærke til hvor ofte regeringen påklistrer politiske modstandere mærkatet ’mandagstræner’ og de gør det endda så effektivt, at selv Lars Løkke Rasmussen må forsvare sig imod det i sin seneste BT-klumme.

Efter erhvervsminister Simon Kollerups åbenlyse udskamning af Ikea bruger regeringen nu en mere metaforisk og subtil angrebsform. Læg mærke til hvor ofte regeringen påklistrer politiske modstandere mærkatet ’mandagstræner’ og de gør det endda så effektivt, at selv Lars Løkke Rasmussen må forsvare sig imod den i sin seneste BT-klumme. ”Det er ikke for at være mandagstræner..” foregriber Lars Løkke det forventede personangreb.

Lad mig give to åbenlyse eksempler på hvordan regeringsrepræsentanter bruger ’mandagstræneren’ til at jorde modstandere og til at glide udenom en egentlig argumentation. Da Jesper Petersen fx i Debatten på DR2 i sidste uge var sendt i byen med et talepapir med ti forskellige måder at svare udenom på, sagde han bl.a. ”Og alle dem, der nu er mandagstrænere, synes jeg skal stille sig frem ærligt og sige: »Var det en dårlig idé at lukke ned? Skulle vi have gjort som i Sverige i stedet for?” Sådan lykkedes det ham både at tale udenom, lade hånt om kritiske spørgsmål og endelig lave en stråmandsargumentation ved at overforsimple debatten: Hvis du ikke er for den danske vej, må du være for den svenske. Nuancer mellem de to veje findes åbenbart ikke.

Et andet eksempel så vi, da en lang række organisationer f.eks. Advokatsamfundet, Institut for Menneskerettigheder og forskere fra Københavns Universitet udtrykte bekymring for retssikkerheden ved de hastetiltag, der med COVID19 blev indført og gav sundhedsministeriet en magt, der ikke tidligere er set. Hvad mon Nick Hækkerup kaldte denne gruppe af højt respekterede professorer og advokater? Ganske rigtigt: Mandagstrænere.  

Jo større konsekvenser en beslutning har for andre menneskers liv og livsgrundlag, desto større må kravet være til at man gør sig umage med at forklare og begrunde.

Det kan synes som en kæk, frisk og folkelig kommentar. Men i virkeligheden er det et groft personangreb, hvor man om sin politiske modstander siger ”du ved ikke hvad du taler om, du stod ikke i kampens hede og skulle træffe hurtige beslutninger og derfor gider jeg ikke forholde mig til dine synspunkter”. Det er efter min mening en enorm destruktiv retorik, der kortslutter dialogen og forstærker frustrationen. Ikke mindst er det surrealistisk for alle de mennesker, der har mistet deres job og for de virksomheder, der kæmper en overlevelseskamp, at de ikke kan få klare svar på hvorfor regeringen prioriterede i genåbningen som den gjorde. Man kan faktisk acceptere store tab, hvis der er gode grunde til det. Til gengæld er det vanskeligt at leve med, hvis man bliver spist af med halve forklaringer og følelsesmæssige udbrud a la “havde vi åbnet anerledes op, var vi endt som Italien eller Sverige.”

De fleste anerkender at regeringen stod i en vanvittig svær situation og har vist stort format undervejs. Nu hvor vi skal videre i fællesskab og sammen hænger på regningen, er det en helt forkert strategi at bruge udskamning og spille fornærmet over at blive stillet til regnskab for sine valg. Ved at kalde kritikere og tvivlere for ‘mandagstrænere’ risikerer regeringen at sætte sin høje troværdighed over styr og polarisere debatten unødigt – og ikke mindst forstærke afstanden mellem dem, der er bange for sygdommen og dem, der er bange for at miste sit livsgrundlag.