Var det i virkeligheden en slags ”sidste mohikaner ” vi så tag afsked, da Obama trådte ned fra podiet efter at have sagt sit sidste ”Yes we can!” ? Et par timer før havde politisk kommentator og redaktør på Føljeton Lars Trier Mogensen i Deadline-studiet afsagt dommen: at Obama ganske vist rent kunstnerisk var en fantastisk taler, men at Trumps kommunikationsform havde vist sig mere effektiv. Det gav et gip i denne retoriker. Er dette begyndelsen på enden, ikke kun politisk, men også retorisk? Er Trump tegnet på at det kunstneriske aspekt af retorikken ikke længere har nogen betydning? At vi er på vej ind i en tid, hvor retorisk hensigtsmæssighed ikke længere handler om at af opnå sit formål, ved at afstemme form og funktion, men alene handler om funktion ?

Var Obama i virkeligheden ikke kun en sjældent dygtig taler, men et sjældent, måske sidste, eksemplar af en art politiker, der stadig troede på at man kan motiverer og inspirere folk med det levende ord? På et punkt har kommentatorerne fra Deadline i hvert fald ret. Obama er en raritet. Obama adskiller sig retorisk fra andre politikere. Men det er hverken hans sans for rytme, hans modige pauser, gode storytelling eller hans evne til at improvisere, der gør ham til noget særligt. Heller ikke at han kan huske en lang tekst udenad; Obama var en flittig bruger at telepromptere – naturligvis. For taler udarbejdet med sådan omhu for ord og rytme, skal afleveres med præcision og ingen bør ønske sig, at verdens mægtigste mand bruger sin vigtige sparsomme tid på at sidde og memorere tekster udenad. Hvis bare han kan aflevere sine ord, så det lyder som om det kommer fra hjertet. Og det kan han. Som hans første taleskriver Jon Favreau engang svarede på spørgsmålet om, hvad der gjorde Obama til så fængende en taler: “simpelthen det, at Obama mener hvad han siger! ” Obamas ord lyder som om de kommer direkte fra hjertet, fordi han faktisk siger, hvad han har på hjerte! Det tror jeg Favreau har ret i. Men jeg vil tilføje at en anden god grund til at Obama er særlig som taler: at han fastholdt formålet med genren den politiske tale – nemlig at tale om fremtiden. Ikke om sine resultater. Ikke om hvad den forrige administration gjorde forkert. At dømme om fortiden har vi den juridiske tale og lejlighedstalen til. Men den politiske tales hele væsen, dens eksistensberettigelse er at den skal tegne fremtiden. Pege fremad og vise en vej, mane fremtiden frem. Netop derfor er den politiske tale nødt til at trække på så mange retoriske træk og funktioner fra fiktionen: lignelserne, scenerne, metaforerne: så vi kan se den for os. fremtiden. Netop fordi den politiske tale handler om fremtiden, skal den argumentere, så den kan motivere os, til at flytte os. Fra skepsis tiltro, fra bekymring til tillid, fra tanke til handling. Og netop fordi den skal flytte os, skal den bruge træk fra musikken og poesien, som trækker i os helt ubevidst: rim og rytmer. Netop derfor skal den politiske tale være levende- LIVE!- , så vi som modtagere kan bruge hele vores sjæl og krop og alle vores antenner til at dømme: skal vi følge med eller sige stop. Skal vi bevæge os videre eller blive.

At dømme efter hvor få politikere, der egentlig spiller efter de regler, er det måske gammeldags. Er den afgående præsident gammeldags? Obama talte langt , alvorligt, i et højstemt sprog. Med lange citater fra The Deceleration of Independence, som jo er storladen og arkaisk i sin natur. Det er ambitiøst, og faren ved at være ambitiøs er at man taber nogle modtagere,- er ineffektiv. Men der er noget der er værre end ineffektiv retorik: værdiløs retorik. Værdiløs retorik er retorik, der intet formål har, ingen ambition har – og Obamas farvel-tale var på linje med hans andre taler, stadig gennemsyret en politisk intention om at overbevise sine tilhører. Den havde stadig et ægte formål: at få sine modtagere til se fremad, at løfte blikket.

Donald Trump får ikke folk til at løfte blikket. Han nøjes med at få folk til at løfte et øjenbryn. I forargelse. Eller af fryd, over forargelsen han vækker. Og han kan gøre det i et ”tweet” på 140 anslag. Så når man taler om at Trump er effektiv, er det rigtigt i den forstand, at han kan få opmærksomhed og at han faktisk fik aktiveret nogle stemmer. Men er det nok ? Evnen til at tiltrække sig opmærksomhed og synlighed som Trump i sandhed mestrer er fuldstændig ligegyldig for en præsident: han har allerede ordet og han har vores opmærksomhed. He has our ear som man siger på engelsk. Men kan et præsidentielt tweet berolige en befolkning i en sikkerhedskrise, sådan som JFK gjorde under Cubakrisen med en tale på direkte TV? Kan en facebook-opdatering forsone amerikanerne som Lincoln kunne med sin Gettysberg Address ? Kan so- me kampagne motivere Amerikanerne til faktisk at arbejde hårdere eller  som Obama gjorde under finanskrisen og eller få empati med de svage i samfundet som Roosevelt gjorde under depressionen, med store og små taler?

Sociale medier er geniale til at vedligeholde et image og prædike for de frelste, men det er ikke et sted man bygger en tillid op fra bunden. Et af problemer med at kommunikere gennem de sociale medier er at ikke har den troværdighed, det levende ord har. Vi kan ikke se hvem der virkelig står bag ordene, eller om budskabet kommer fra hjertet. Vi kan ikke bruge vores almindelige menneskelige dømmeapparat – det vi bruger når vi står ”ansigt til ansigt” som det hedder.Trump har allerede måtte skifte sin twitter account ud med ”real Donald Trump”, for når man gemmer sig bag en digital profil, så er det umuligt at dømme om legitimiteten, rigtigheden og ikke mindst oprigtigheden af det, der bliver sagt. Og en tid hvor vi kan konstatere en tillidskrise i forholdet mellem befolkninger og politikere – også herhjemme- kan politikere så virkelig forlade sig på den form for kommunikation ? Og klare sig uden den klassiske politiske tale ? Det er effektivt til at kunne fatte sig i korthed. I slagord, tweets og slogans. Men når vi skal have en forklaring eller motiveres– så kommer Trumps effektive retorik i – bogstaveligste for stand – til kort.

Alle der har prøvet at skifte sine store stereo højtalere ud med med lille i-pod højtaler,  ved, at dem der råber fremskridtet er kommet, ikke altid har ret. For ganske vist kan højtalerne give lyd. Men man kan ikke danse til en i-pod højtaler, der står og skriger henne i hjørnet. Den kan ikke fylde rummet og skubbe dig ud på dansegulvet. Den er effektiv, den kan høres, men den kan ikke mærkes.

Vi skal kunne på mærke vores politikere. De skal have ambitionen at ville motivere os, løfte blikket mod fremtiden og få os til at handle på ordene. Derfor skal de kunne den klassiske politiske tale.Den er ikke uaktuel, tværtimod:  Jo mindre tillid der er til politikerne, desto vigtigere er det at de mestrer og forstår det levende ords uforlignelige forcer. Vi afskaffer jo heller ikke jobsamtalen, bare fordi vi har opfundet emailen. For det er jo i mødet mellem de levende ord, vi afgør om vi tror på kandidaten. Og selv om det meste borgerservice er flyttet over på nettet, så lader vi jo heller ikke folk sige gifte sig med en Nem id – kode. De skal fysisk stå ved deres ord – og se hinanden i øjnene mens de siger ja – foran vidner- før vi kan erklære dem for rette ægtefolk at være. Det er ikke kun tradition, det er fordi det mundtlige ord er det bedste redskab til at bedømme ægthed og skabe alliancer. Vi nøjes heller ikke med at skrive et par ord på gravstenen, når nogen dør. Vi tyer til det levende ord. Jeg var engang været til en begravelse, hvor vi kun var to fremmødte. Alligevel talte præsten højt og med umage. Når noget er virkelig vigtigt, gælder det talte ord. Og  fremtiden og politik er vigtige. Vi kan ikke nøjes med effektivitet, vi er nødt til at have det levende, de svære æstetiske dimensioner med i politisk retorik, hvis ikke det helt skal miste sit formål.

Så måske er det slet ikke Obamas gammeldags bragetale, der blev enden, men alle de hule politikere, der tilskyndet af tidens mantra: ”effektivitet”, er flyttet over i den formålsløse genre. Som poeten TS Elliot profeterede:

This is the way the world ends

This is the way the world ends

This is the way the world ends

Not with a bang but a whimper