Af Janus Beyer

Hos Stephensen & Beyer vil vi gerne slå én ting fast: Advokat Mads Pramming er en knald dygtig kommunikator. Han er idealist, han er dedikeret og med sproget som sit våben kæmper han for de handicappede, krigsveteraner, de langtidssyge og mange andre, der lever på samfundets skyggeside.

Som advokat skal man være en dygtig retoriker, hvis andre skal opdage, at man også er en dygtig jurist. Mads Pramming er begge dele. Det beviste han i sommer, da han vandt over Kommunernes Landsforening og Slagelse kommune i en principiel sag om forældelse. Han stod overfor det tungeste juridiske arsenal KL overhovedet kunne mobilisere. For det var en sag som de ikke ville tabe.

Sagen drejede sig 3 forældreløse piger, som kommunen havde sat i pleje hos en familie, der viste sig fuldstændig uegnet til opgaven. Plejefaren fik senere en fængselsstraf bl.a. for seksuelt misbrug af en af pigerne. Og selvom der igennem pigernes barndom var masser af underretninger om incest, vold og sågar sult, reagerede kommunen ikke. I hvertfald ikke i tide.

Kommunen mente at sagen var forældet. Det var nemlig mere end 10 år siden at overgrebene havde fundet sted. Og kommunen havde faktisk loven på sin side. Men Mads Pramming fik overbevist Østre Landsret om, at kommunen selv havde mørklagt sit svigt og derfor selv bar et ansvar for de år der var gået. I retten sagde han bl.a.:

“Man sendte pigerne afsted. Og lukkede sagen. Selvom man vidste der var mistanke om incest. Selvom man vidste at tilsynet havde svigtet. Selvom man vidste at der blev indberettet om vold. Så begravede man sagen. Og dernede under jorden, havde den ligget den dag i dag – hvis ikke pigerne havde sagsøgt kommunen. Og gravet tingene op. Så vi kan se på dem i lyset.

Mit synspunkt er: Hvis Kommunen havde lavet en rapport. Hvis man ikke havde begravet sagen. Hvis man havde reflekteret over hvad der var sket. – Ja så havde pigerne kunnet sagsøge kommunen på et langt tidligere tidspunkt!

For det er netop fordi det blev holdt dunkelt, og først skulle graves op, at de ikke har kunnet rejse kravet før nu.

Og det er i mine øjne helt urimeligt, hvis Slagelse Kommune – ved ikke at undersøge noget som helst – skulle opnå en bedre retsstilling – end hvis de havde undersøgt hvad de havde gjort galt.”  

På baggrund af de 10 år jeg har trænet og rådgivet advokater i forbindelse med deres kommunikation i retten kan jeg sige, at rigtig mange advokater glemmer, at de mennesker sagen drejer sig om, er sagens egentlige gestand. Det er ikke juraen alene. Og mange advokater føler sig utrygge ved at gå væk fra juraens distancerede og sterile sprogbrug. Man kan sige at skriften – med de abstrakte udtryk og alle “passivformerne” – er juraens modersmål. Netop fordi juraen i sin essens er skriftbåret er mange advokater udfordret af mundtlighedskravet i retten og af at proceduren skal være et frit foredrag. De fleste skriver forelæggelse og procedure som de plejer at skrive. Og i retten står de og læser op.

Men det er ikke tilfældet for Mads Pramming. Han er personlig, enkel, gentagende og konkret – og han formidler historien om sine klienter på en levende og involverende facon. For ham er der ingen modsætning mellem at være skarp juridisk argumenterende og samtidig være menneskelig på én og samme gang.

Formidlingen i retten skal nemlig være levende. Både for at dommerne reelt forstår hvad sagen konkret drejer sig om og fordi sagens parter kan se sig selv repræsenteret i fremstillingen. Og advokaten skal kunne reagere spontant: slette dele af manuskriptet eller improvisere nye formuleringer, hvis der er brug for det. Alt det der kendetegner den frie og levende kommunikation:  tilstedeværelse i situationen, øjenkontakt og overskud.

At få dommerne i Østre landsret, som nok er de mest konservative og dogmatiske lovvogtere der findes, til at underkende gældende forældelses-regler og indføre en ny praksis, er en kolossal juridisk og formidlingsmæssig bedrift. Og afgørelsen hjalp ikke blot de 3 piger, men har ændret praksis på området og har i allerhøjeste forbedret svigtede børns retsstilling markant.

I fredags fik Mads Pramming så Dignity’s anti-tortur pris på den franske ambassade. Foran hele den kulturelle og politiske elite i Danmark holdt han en politisk brandtale. Det er grunden til at vi kalder Mads Pramming den retoriske advokat. Han bruger ikke alene retslokalet, men enhver relevant talerstol til at påvirke, skubbe, flytte og overbevise. Ikke for sin egen skyld, men fordi han faktisk har en sag, der skal vindes i offentligheden, før den kan vindes i et retslokale.

Hans tale på den franske ambassade handler om en defekt i retssystemet. 6 ud af 10 kommunale sagsbehandlere er slet ikke er uddannet socialrådgivere – og juraen på det socialretslige område er ekstremt komplekst, hvilket med mellemrum medfører forkerte afgørelser til stor skade for de borgere, der ikke får den hjælp fra kommunen, de efter loven har krav på. Dertil kommer, at domstolene ikke blander sig i forkerte kommunale afgørelser og giver kommuner og borger et svar på, hvordan sociallovgivningen skal forstås. Den enkelte sagsbehandlers afgørelse kan ikke blive testet eller omgjort. Og det er en kæmpe retssikkerhedsmæssigt defekt. På ambassaden sagde han:

Den praksis der har udviklet sig på socialområdet, svarer til at det er den lokale politimand, der egenrådigt beslutter hvilken dom den tiltalte skal have. (…..) Jeg mener, at der er alt for vilkårlige skøn der foretages af de kommunale sagsbehandlere i mange sager.

 Og skøn der bærer præg af stort arbejdspres –  hvor usaglige hensyn – særligt økonomiske besparelseshensyn har stor indflydelse på resultaterne.

Advokat Mads Pramming holder sin tale ved prisoverrækkelsen på den franske ambassade

Vi synes at det er stærkt og helt rigtigt at han bruger takke-talen til at advokere for et retspolitisk synspunkt. Mikrofonen skal jo bruges til noget mere ambitiøst end de sædvanlige flosker. Mange husker sikkert Meryl Streeps udfald imod Donald Trump ved Golden Globe. Hendes tale gik verden rundt og gav luft for vores frustration over den nye mand i Det Hvide Hus. Retorik handler i sin essens om at ville forandre. Hvis ikke vi tror på, at vi lader os påvirke af sproget og at vi kan påvirke andre med argumenter og gode eksempler, så ville der ingen grund være til at beskæftige sig med retorik. Mads Pramming bruger talen til at påvirke og forandre – og som noget ganske særligt for en advokat, rækker hans retoriske arena langt ud over retslokalet.

Jeg argumenterer ikke for at vi bare skal dele førtidspensioner ud til højre og venstre. Jeg argumenterer for klarhed. At det bliver fastlagt hvad der skal til for at blive tildelt førtidspension. At vi langt om længe får et juridisk kompas borgerne kan navigere efter.

For som Mads Pramming slutter med at sige: I dag er der borgere der ikke får den hjælp som Folketinget har besluttet, at de skal have.

Vi ønsker dig stort tillykke med prisen Mads. Den er fuldt fortjent.