Kategori

Debat og Dialog

Aktivisme, Debat og Dialog

Paludan skal ikke ignoreres – han skal argumenteres helt ud i baglokalet på den nærmeste shawarma-bar!

”Ord kan virke som små doser arsenik; de sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel.” Disse vigtige ord stammer fra filologen Victor Klemperes selvbiografiske bog Lingua Tertii Imperii, om nazisternes bevidste brug af sproget som kollektiv hjernevask af befolkningen forud for 2. verdenskrig. Mit ærinde er ikke at sammenligne Paludan med nazister (det har vi hørt så meget om), men istedet at advare om at en retorisk forråelse hurtigt bliver en mental forråelse. Ord er flygtige, men en mental forråelse gnaver sig fast og forsvinder ikke selv. 

Paludans giftige hate-speeches er ikke kommet ud af den blå luft. Det er efter min og mange andres mening kulminationen på en lang udhuling af civilisation i vores demokratiske samtale. Behøver jeg at nævne Støjbergs kage-selfie,  smykkeloven mm –  Paludan tager blot  DF’s og Støjbergs provokationer et vulgært skridt videre. Jeg troede faktisk ikke at det kunne blive værre, men det kunne det. Og nu hvor chokket over Paludan har fortaget sig, melder det store spørgsmål sig: Skal vi skælde ham ud, ignorere ham eller gå til retorisk modangreb?  

Retorisk skal vi gå efter hans svage punkt; de usammenhængende argumenter, forsimplede fjendebilleder, fakta-forvirringer og svulstige pathos.

Hvis han kommer i Folketinget er én ting sikkert: Det er ikke Pia Kjærsgaard, som den formand for Folketinget, der irettesatte Pelle Dragsted for at kalde Kenneth Christensen for racist, der er den rette til at håndtere Paludan, når det er hende selv, der har iltet det vand han nu svømmer i. Den rette er i stedet dig og mig. 

Retorisk skal vi gå efter hans svage punkt; de usammenhængende argumenter, forsimplede fjendebilleder, fakta-forvirringer og svulstige pathos. Retorikkens fader Aristoteles skrev i sin bog ”Retorik” at ‘det sande og retfærdige af natur altid er stærkere end det modsatte‘. Og hvis resultatet ‘ikke falder ud som det burde, kan det kun skyldes parterne selv og noget sådan må betragtes som uacceptabelt‘ (side 33). Disse ord skal vi bruge til to ting: At minde hinanden om at han KUN får fodfæste, hvis vi andre vælger den bekvemme løsning at vende ham ryggen og håbe at han forsvinder af sig selv. Og for det andet, selvom populismen ved første øjekast synes let at ”sælge” , så har det langt større retorisk gennemslagskraft at tale for vores åbne, liberale demokrati, hvor vi ikke håner andre, gradbøjer menneskerettighederne, men behandler hinanden med respekt, lytter, argumenterer og prøver at forstå hinanden, trods politiske uenigheder. Aristoteles’ budskab er enkelt: Med god retorik skal ond retorik fordrives.  

Af Janus Beyer

Læs mere
Debat og Dialog

Er det reklamefolk og sportsjournalister der rådgiver Mette Frederiksen og Morten Østergaard?

Allerede inden valgkampen er i gang, er jeg som retoriker træt af personangreb, fakta-fnidder og anden forloren og fordummende politisk kommunikation. Disse dage handler mere om hvad der kan skabes flertal for efter et valg, end hvorfor partierne mener som de gør. Så sent som i går henvendte Mette Frederiksen sig direkte til radikale vælgere og sagde at en stemme på de radikale vil kunne gøre Lars Løkke Rasmussen til statsminister. Jeg tager mig til hovedet. Trusler og bogstavleg, hun går efter manden fremfor bolden og et hav af kommentatorer kunne spekulerer og tolke – og det eneste der ikke blev talt ret meget om var… politik! Hvorfor/ hvorfor ikke et paradigmeskrift i udlændingepolitikken?

Både min kollega Barbara og jeg har være personlige taleskrivere for toppolitikere i henholdsvis rød og blå blok. Barbara skrev bl.a. taler for Svend Auken, da han var miljøminister og jeg skrev taler for bl.a. Lars Barfoed, da han var justitsminister. Langt de fleste politikere er ekstremt begavede, voldsomt arbejdsomme og er drevet af et oprigtig ønske om at forandre Danmark til det bedre og de indeholder langt mere substans end de udfolder i medierne.  Jeg plejer at sige at den bedste kur imod politikerlede er at arbejde for dem. 


Men de sidste par dage har bekræftet frygten for endnu en valgkamp, hvor 20-30 % af vælgerne er i tvivl om hvad de skal stemme, fordi de ikke høre ret meget politisk argumentation, men i stedet en masse proces-overvejelser

De Radikale føler sig helt naturligt enormt provokeret af den skruetvinge Socialdemokratiet forsøger at tvinge ned over dem og de øvrige kommende støttepartier: I skal støtte vores kommende et-parti-regering – ikke fordi I kan lide os, men fordi alternativet er værre (altså en Lars Løkke regering) og bagefter vil vi frit manøvrere rundt som det behager os og lave udlændingepolitik med DF, erhvervspolitik med de borgerlige og klima og socialpolitik med jer. Ergo får socialdemokratiet maksimal råderum for at gennemføre egen politik og skal give minimale indrømmelser til støttepartierne gengæld. Genialt for Socialdemokratiet, men ekstrem provokerende og arrogant set fra de øvrige partier i rød blok!

Den galej vil de radikale selvfølgelig ikke med på. Hvad havde socialdemokraterne egentlig forestillet sig? Men skal ikke være psykolog for at vide at pres skaber modpres. 

Mette Frederiksen og Morten Østergaard er nu i gang med at gentage klassiske kommunikations-brølere i deres armlægning om udlændingepolitikken. Hvornår lærer politikerne at ingen vinder, men ALLE taber på konfrontatoriske overdrivelse, ultimative dommedagsscenarier og personangreb. Man siger at der blot skal én til at starte en krig, men 2 til at slutte den. Hvad den politiske debatform angår kræver det langt, langt mere – nemlig 179 folketingsmedlemmer plus det løse til at indføre en ny offentlig debatform, der kvalificerer vælgernes politiske stillingtagen og spejler politikernes reelle retoriske formåen. De kan nemlig godt argumentere sagligt, præcist og konkret. De skal bare i gang med at gøre det. 

Af Janus Beyer

Læs mere
Debat og Dialog

Politikens meningsløse meningsdannerudnævnelse

Den er ikke videnskabelig, skriver Politiken i en vaccinerende gendrivelse om sin kåring af ”Årets Meningsdanner” 2015. Men det uvidenskabelige er såmænd slet ikke det værste ved den gimmick. Det værste er at man med dette udvalg af meningsdannere tegner et tydeligt billede af af det povre, indsnævrede og kyniske blik på hvad opinion, hvad mening i samfundet overhovedet er og hvordan den dannes. I stedet for at blive en hyldest til dem der er gode til at flytte og udvikle vores holdninger og samfund, så bliver det til en indskrænket o direkte skadelige demonstration af den chauvinisme som en gammel kulturavis som Politiken praktiskere. Og her taler vi ikke om kønschauvinisme, men og journalistiske chauvinisme.

Læs mere