Kategori

Debat og Dialog

Debat og Dialog, Det Levende Ord

Mandagstræneren er en sikker taberFeatured

Efter Simon Kollerups kritik af Ikeas åbning, bruger regeringen nu en ny og mere metaforisk  form for udskamning 

Af Janus Beyer, cand.mag. i retorik

Begrebet ’mandagstræner’ stammer fra Danmarks mest vindende, men også mest udskældte landstræner, manden med det farverige vokabularium, Richard Møller Nielsen. Han ville lukke munden på irriterende og bedrevidende sportskommentatorer og fodboldfans, der efter en trist 0-0 kamp på Malta, klogede sig på hvad han som træner burde have gjort og hvordan spillerne burde have spillet. “Mandagstrænere” kaldte han dem, et øgenavn skulle der skulle vise sig at få en lang levetid.

Nu er ’mandagstræneren’ blevet en fast del af det danske sprog –  ikke mindst i denne coronatid. Og ham, mandagstræneren, er bestemt ikke en del af det gode selskab og ham har man ikke lyst til at blive associeret med. Mandagstræneren ved nemlig overhovedet ikke hvad han taler om, han er totalt uden ansvar, han overvurderer sig selv, han er bare en taber, der rabler i skurvognen med munden fuld af spegepølse.  

Læg mærke til hvor ofte regeringen påklistrer politiske modstandere mærkatet ’mandagstræner’ og de gør det endda så effektivt, at selv Lars Løkke Rasmussen må forsvare sig imod det i sin seneste BT-klumme.

Efter erhvervsminister Simon Kollerups åbenlyse udskamning af Ikea bruger regeringen nu en mere metaforisk og subtil angrebsform. Læg mærke til hvor ofte regeringen påklistrer politiske modstandere mærkatet ’mandagstræner’ og de gør det endda så effektivt, at selv Lars Løkke Rasmussen må forsvare sig imod den i sin seneste BT-klumme. ”Det er ikke for at være mandagstræner..” foregriber Lars Løkke det forventede personangreb.

Lad mig give to åbenlyse eksempler på hvordan regeringsrepræsentanter bruger ’mandagstræneren’ til at jorde modstandere og til at glide udenom en egentlig argumentation. Da Jesper Petersen fx i Debatten på DR2 i sidste uge var sendt i byen med et talepapir med ti forskellige måder at svare udenom på, sagde han bl.a. ”Og alle dem, der nu er mandagstrænere, synes jeg skal stille sig frem ærligt og sige: »Var det en dårlig idé at lukke ned? Skulle vi have gjort som i Sverige i stedet for?” Sådan lykkedes det ham både at tale udenom, lade hånt om kritiske spørgsmål og endelig lave en stråmandsargumentation ved at overforsimple debatten: Hvis du ikke er for den danske vej, må du være for den svenske. Nuancer mellem de to veje findes åbenbart ikke.

Et andet eksempel så vi, da en lang række organisationer f.eks. Advokatsamfundet, Institut for Menneskerettigheder og forskere fra Københavns Universitet udtrykte bekymring for retssikkerheden ved de hastetiltag, der med COVID19 blev indført og gav sundhedsministeriet en magt, der ikke tidligere er set. Hvad mon Nick Hækkerup kaldte denne gruppe af højt respekterede professorer og advokater? Ganske rigtigt: Mandagstrænere.  

Jo større konsekvenser en beslutning har for andre menneskers liv og livsgrundlag, desto større må kravet være til at man gør sig umage med at forklare og begrunde.

Det kan synes som en kæk, frisk og folkelig kommentar. Men i virkeligheden er det et groft personangreb, hvor man om sin politiske modstander siger ”du ved ikke hvad du taler om, du stod ikke i kampens hede og skulle træffe hurtige beslutninger og derfor gider jeg ikke forholde mig til dine synspunkter”. Det er efter min mening en enorm destruktiv retorik, der kortslutter dialogen og forstærker frustrationen. Ikke mindst er det surrealistisk for alle de mennesker, der har mistet deres job og for de virksomheder, der kæmper en overlevelseskamp, at de ikke kan få klare svar på hvorfor regeringen prioriterede i genåbningen som den gjorde. Man kan faktisk acceptere store tab, hvis der er gode grunde til det. Til gengæld er det vanskeligt at leve med, hvis man bliver spist af med halve forklaringer og følelsesmæssige udbrud a la “havde vi åbnet anerledes op, var vi endt som Italien eller Sverige.”

De fleste anerkender at regeringen stod i en vanvittig svær situation og har vist stort format undervejs. Nu hvor vi skal videre i fællesskab og sammen hænger på regningen, er det en helt forkert strategi at bruge udskamning og spille fornærmet over at blive stillet til regnskab for sine valg. Ved at kalde kritikere og tvivlere for ‘mandagstrænere’ risikerer regeringen at sætte sin høje troværdighed over styr og polarisere debatten unødigt – og ikke mindst forstærke afstanden mellem dem, der er bange for sygdommen og dem, der er bange for at miste sit livsgrundlag.  

Læs mere
Aktivisme, Debat og Dialog

Paludan skal ikke ignoreres – han skal argumenteres helt ud i baglokalet på den nærmeste shawarma-bar!

”Ord kan virke som små doser arsenik; de sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel.” Disse vigtige ord stammer fra filologen Victor Klemperes selvbiografiske bog Lingua Tertii Imperii, om nazisternes bevidste brug af sproget som kollektiv hjernevask af befolkningen forud for 2. verdenskrig. Mit ærinde er ikke at sammenligne Paludan med nazister (det har vi hørt så meget om), men istedet at advare om at en retorisk forråelse hurtigt bliver en mental forråelse. Ord er flygtige, men en mental forråelse gnaver sig fast og forsvinder ikke selv. 

Paludans giftige hate-speeches er ikke kommet ud af den blå luft. Det er efter min og mange andres mening kulminationen på en lang udhuling af civilisation i vores demokratiske samtale. Behøver jeg at nævne Støjbergs kage-selfie,  smykkeloven mm –  Paludan tager blot  DF’s og Støjbergs provokationer et vulgært skridt videre. Jeg troede faktisk ikke at det kunne blive værre, men det kunne det. Og nu hvor chokket over Paludan har fortaget sig, melder det store spørgsmål sig: Skal vi skælde ham ud, ignorere ham eller gå til retorisk modangreb?  

Retorisk skal vi gå efter hans svage punkt; de usammenhængende argumenter, forsimplede fjendebilleder, fakta-forvirringer og svulstige pathos.

Hvis han kommer i Folketinget er én ting sikkert: Det er ikke Pia Kjærsgaard, som den formand for Folketinget, der irettesatte Pelle Dragsted for at kalde Kenneth Christensen for racist, der er den rette til at håndtere Paludan, når det er hende selv, der har iltet det vand han nu svømmer i. Den rette er i stedet dig og mig. 

Retorisk skal vi gå efter hans svage punkt; de usammenhængende argumenter, forsimplede fjendebilleder, fakta-forvirringer og svulstige pathos. Retorikkens fader Aristoteles skrev i sin bog ”Retorik” at ‘det sande og retfærdige af natur altid er stærkere end det modsatte‘. Og hvis resultatet ‘ikke falder ud som det burde, kan det kun skyldes parterne selv og noget sådan må betragtes som uacceptabelt‘ (side 33). Disse ord skal vi bruge til to ting: At minde hinanden om at han KUN får fodfæste, hvis vi andre vælger den bekvemme løsning at vende ham ryggen og håbe at han forsvinder af sig selv. Og for det andet, selvom populismen ved første øjekast synes let at ”sælge” , så har det langt større retorisk gennemslagskraft at tale for vores åbne, liberale demokrati, hvor vi ikke håner andre, gradbøjer menneskerettighederne, men behandler hinanden med respekt, lytter, argumenterer og prøver at forstå hinanden, trods politiske uenigheder. Aristoteles’ budskab er enkelt: Med god retorik skal ond retorik fordrives.  

Af Janus Beyer

Læs mere
Debat og Dialog

Er det reklamefolk og sportsjournalister der rådgiver Mette Frederiksen og Morten Østergaard?

Allerede inden valgkampen er i gang, er jeg som retoriker træt af personangreb, fakta-fnidder og anden forloren og fordummende politisk kommunikation. Disse dage handler mere om hvad der kan skabes flertal for efter et valg, end hvorfor partierne mener som de gør. Så sent som i går henvendte Mette Frederiksen sig direkte til radikale vælgere og sagde at en stemme på de radikale vil kunne gøre Lars Løkke Rasmussen til statsminister. Jeg tager mig til hovedet. Trusler og bogstavleg, hun går efter manden fremfor bolden og et hav af kommentatorer kunne spekulerer og tolke – og det eneste der ikke blev talt ret meget om var… politik! Hvorfor/ hvorfor ikke et paradigmeskrift i udlændingepolitikken?

Både min kollega Barbara og jeg har være personlige taleskrivere for toppolitikere i henholdsvis rød og blå blok. Barbara skrev bl.a. taler for Svend Auken, da han var miljøminister og jeg skrev taler for bl.a. Lars Barfoed, da han var justitsminister. Langt de fleste politikere er ekstremt begavede, voldsomt arbejdsomme og er drevet af et oprigtig ønske om at forandre Danmark til det bedre og de indeholder langt mere substans end de udfolder i medierne.  Jeg plejer at sige at den bedste kur imod politikerlede er at arbejde for dem. 


Men de sidste par dage har bekræftet frygten for endnu en valgkamp, hvor 20-30 % af vælgerne er i tvivl om hvad de skal stemme, fordi de ikke høre ret meget politisk argumentation, men i stedet en masse proces-overvejelser

De Radikale føler sig helt naturligt enormt provokeret af den skruetvinge Socialdemokratiet forsøger at tvinge ned over dem og de øvrige kommende støttepartier: I skal støtte vores kommende et-parti-regering – ikke fordi I kan lide os, men fordi alternativet er værre (altså en Lars Løkke regering) og bagefter vil vi frit manøvrere rundt som det behager os og lave udlændingepolitik med DF, erhvervspolitik med de borgerlige og klima og socialpolitik med jer. Ergo får socialdemokratiet maksimal råderum for at gennemføre egen politik og skal give minimale indrømmelser til støttepartierne gengæld. Genialt for Socialdemokratiet, men ekstrem provokerende og arrogant set fra de øvrige partier i rød blok!

Den galej vil de radikale selvfølgelig ikke med på. Hvad havde socialdemokraterne egentlig forestillet sig? Men skal ikke være psykolog for at vide at pres skaber modpres. 

Mette Frederiksen og Morten Østergaard er nu i gang med at gentage klassiske kommunikations-brølere i deres armlægning om udlændingepolitikken. Hvornår lærer politikerne at ingen vinder, men ALLE taber på konfrontatoriske overdrivelse, ultimative dommedagsscenarier og personangreb. Man siger at der blot skal én til at starte en krig, men 2 til at slutte den. Hvad den politiske debatform angår kræver det langt, langt mere – nemlig 179 folketingsmedlemmer plus det løse til at indføre en ny offentlig debatform, der kvalificerer vælgernes politiske stillingtagen og spejler politikernes reelle retoriske formåen. De kan nemlig godt argumentere sagligt, præcist og konkret. De skal bare i gang med at gøre det. 

Af Janus Beyer

Læs mere
Debat og Dialog

Politikens meningsløse meningsdannerudnævnelse

Den er ikke videnskabelig, skriver Politiken i en vaccinerende gendrivelse om sin kåring af ”Årets Meningsdanner” 2015. Men det uvidenskabelige er såmænd slet ikke det værste ved den gimmick. Det værste er at man med dette udvalg af meningsdannere tegner et tydeligt billede af af det povre, indsnævrede og kyniske blik på hvad opinion, hvad mening i samfundet overhovedet er og hvordan den dannes. I stedet for at blive en hyldest til dem der er gode til at flytte og udvikle vores holdninger og samfund, så bliver det til en indskrænket o direkte skadelige demonstration af den chauvinisme som en gammel kulturavis som Politiken praktiskere. Og her taler vi ikke om kønschauvinisme, men og journalistiske chauvinisme.

Læs mere