Allerede inden valgkampen er i gang, er jeg som retoriker træt af personangreb, fakta-fnidder og anden forloren og fordummende politisk kommunikation. Disse dage handler mere om hvad der kan skabes flertal for efter et valg, end hvorfor partierne mener som de gør. Så sent som i går henvendte Mette Frederiksen sig direkte til radikale vælgere og sagde at en stemme på de radikale vil kunne gøre Lars Løkke Rasmussen til statsminister. Jeg tager mig til hovedet. Trusler og bogstavleg, hun går efter manden fremfor bolden og et hav af kommentatorer kunne spekulerer og tolke – og det eneste der ikke blev talt ret meget om var… politik! Hvorfor/ hvorfor ikke et paradigmeskrift i udlændingepolitikken?

Både min kollega Barbara og jeg har være personlige taleskrivere for toppolitikere i henholdsvis rød og blå blok. Barbara skrev bl.a. taler for Svend Auken, da han var miljøminister og jeg skrev taler for bl.a. Lars Barfoed, da han var justitsminister. Langt de fleste politikere er ekstremt begavede, voldsomt arbejdsomme og er drevet af et oprigtig ønske om at forandre Danmark til det bedre og de indeholder langt mere substans end de udfolder i medierne.  Jeg plejer at sige at den bedste kur imod politikerlede er at arbejde for dem. 


Men de sidste par dage har bekræftet frygten for endnu en valgkamp, hvor 20-30 % af vælgerne er i tvivl om hvad de skal stemme, fordi de ikke høre ret meget politisk argumentation, men i stedet en masse proces-overvejelser

De Radikale føler sig helt naturligt enormt provokeret af den skruetvinge Socialdemokratiet forsøger at tvinge ned over dem og de øvrige kommende støttepartier: I skal støtte vores kommende et-parti-regering – ikke fordi I kan lide os, men fordi alternativet er værre (altså en Lars Løkke regering) og bagefter vil vi frit manøvrere rundt som det behager os og lave udlændingepolitik med DF, erhvervspolitik med de borgerlige og klima og socialpolitik med jer. Ergo får socialdemokratiet maksimal råderum for at gennemføre egen politik og skal give minimale indrømmelser til støttepartierne gengæld. Genialt for Socialdemokratiet, men ekstrem provokerende og arrogant set fra de øvrige partier i rød blok!

Den galej vil de radikale selvfølgelig ikke med på. Hvad havde socialdemokraterne egentlig forestillet sig? Men skal ikke være psykolog for at vide at pres skaber modpres. 

Mette Frederiksen og Morten Østergaard er nu i gang med at gentage klassiske kommunikations-brølere i deres armlægning om udlændingepolitikken. Hvornår lærer politikerne at ingen vinder, men ALLE taber på konfrontatoriske overdrivelse, ultimative dommedagsscenarier og personangreb. Man siger at der blot skal én til at starte en krig, men 2 til at slutte den. Hvad den politiske debatform angår kræver det langt, langt mere – nemlig 179 folketingsmedlemmer plus det løse til at indføre en ny offentlig debatform, der kvalificerer vælgernes politiske stillingtagen og spejler politikernes reelle retoriske formåen. De kan nemlig godt argumentere sagligt, præcist og konkret. De skal bare i gang med at gøre det. 

Af Janus Beyer